Pressemeddelelse

Frem bliver en del af Fuglsang Gruppen

Der skrives et stykke erhvervshistorie, når Danmarks ældste familieejede og -drevne bryggeri byder en af landets ældste familieejede og -drevne mineralvandsfabrikker velkommen i Fuglsang Gruppen.

”Vi har undersøgt mulighederne for et generationsskifte og er nået frem til, at salget til Fuglsang er en god løsning”, siger Egon Adelhardt, der sammen med sin bror Palle Adelhardt overtog Mineralvandsfabrikken Frem fra deres far i 1978. Egon Adelhardt har for nogle år siden trukket sig tilbage fra det aktive erhvervsliv, men Palle Adelhardt fortsætter i overgangsfasen hos Frem. Virksomheden blev grundlagt af brødrenes far, Egon Adelhardt Nielsen, i 1949.

Umiddelbart vil Fuglsang drive bryggeri og mineralvandsfabrik videre uden de store ændringer, men for de kommende år er der planlagt betydelige langsigtede investeringer i produktion, tapning og emballering på bryggeriet i Haderslev. Mineralvandsfabrikken Frems moderne lager og distributionscenter i Ribe vil fremover sørge for den samlede logistik for bryggeri og mineralvandsfabrik og her bidrage med samdriftsfordele, udtaler Kim Fuglsang:

”Vi har i Fuglsangs ledelse vurderet, at sammenlægningen af Frem i Ribe og vores bryggeri i Haderslev vil skabe større værdi, omsætning og produktionsmæssig modernitet, end mineralvandsfabrikken og bryggeriet ville kunne præstere hver for sig. Både mineralvandsfabrikken og bryggeriet har behov for at kunne fremstille stadig mere forandringsprægede produkter på en fleksibel og effektiv måde. Og når vi alligevel er i gang med at give produktionen et løft, skal det selvfølgelig være fremtidssikret efter nyeste teknologiske standard. Vi har høstet gode erfaringer med at optimere vores maltproduktion, og samme bagvedliggende grundholdning skal også gælde i øl- og sodavandsproduktionen.”

Familien Fuglsang ser frem til, at indlemmelsen af mineralvandsfabrikken vil give mulighed for at kunne tilbyde kunderne et større produktsortiment og at nå længere ud til et større geografisk marked. Også på distributionsområdet er Fuglsang og Frem et godt match, idet virksomhederne kun ligger omtrent 35 minutter fra hinanden: ”Vi er vant til at køre længere”, bemærker Kim Fuglsang og hentyder til, at Fuglsang Gruppen også tæller Dragsbaek Maltfabrik i Thisted og Bryggeriet Fuglsangs Depot Øst i Glostrup.

Som i alle Fuglsangs virksomheder vil Kim Fuglsang, hans bror Claes og deres fætter Henning også hos Frem indtage ledelsesmæssige nøgleposter:

”Claes, Henning og jeg danner Frems nye bestyrelse – med Claes som formand. Direktionen kommer til at bestå af Henning og mig. Jeg bliver direktør med ansvar for administration, salg og logistik, og Henning bliver direktør med ansvar for produktion og kvalitetssikring”, fortæller Kim Fuglsang.

Frems nuværende administrerende direktør Kristian Olesen, der har været ansat i Frem siden 2004, er af Fuglsang Gruppen blevet udnævnt til salgsdirektør for både Bryggeriet Fuglsang og Mineralvandsfabrikken Frem. Kristian Olesen ser et stort potentiale i at samle de velkendte øl- og sodavandsmærker: ”Det er spektakulært, at to markante, historiske virksomheder, der har så enestående muligheder for at supplere hinanden, bliver til én. Fuglsang og Frem har meget tilfælles. Det, at familierne har stået for virksomhederne i så mange år, gør dem til noget ganske særligt både for os, der arbejder her, og for vores kunder. Vi har jo været her så længe, at de fleste mennesker, uanset alder, husker vores produkter fra deres barndom. Det forpligter. I begge virksomheder har man altid lagt stor vægt på at gøre tingene ordentligt, og det vil vi fortsætte med efter sammenlægningen.

For vores kunder betyder det, at de beholder de samme kontaktpersoner, og vi overholder de igangværende aftaler. Som noget nyt får kunderne den fordel, at de snart kan bestille og få leveret varer fra bryggeriet og mineralvandsfabrikken på én gang.”

Fuglsangs og Frems samlede sortiment består bl.a. af Fuglsang øl og vand, Frems klassiske sodavand, safter, ”Ribe”-serien samt den økologiske serie Brdr. Adelhardt.

Fuglsang Frem EA PA CF HF KF

Mineralvandsfabrikken Frems tidligere og nye ejere: Fra venstre ses Egon og Palle Adelhardt sammen med Claes, Henning og Kim Fuglsang. Foto Palle Skov

Fuglsang Frem CF HF KO KF

Fra venstre ses Claes Fuglsang, Henning Fuglsang, Kristian Olesen og Kim Fuglsang. Fotos: Palle Skov